God hygiejne på badeværelset

Badeværelset er et at hjemmets centrale rum. Det er her de fleste af os starter dagen og slutter den igen, når timerne bliver lange. Det er også her, nogle af de mest private gøremål foregår – og dermed også et sted, hvor god hygiejne er vigtigt, hvis din families sundhed skal opretholdes.

Her får du derfor 5 gode råd til, hvordan du holder en god hygiejne på badeværelset.  

Clean as you go

Flere større virksomheder benytter den såkaldte ”Clean as you go”-politik. Det gør de, fordi den virker.

Begrebet dækker over, at du altid sørger for at have ryddet op, gjort rent og kasseret det, der er for gammelt.

Dette kan med fordel overføres til din egen hverdag. Også på badeværelset. Sørg med andre ord for at sætte den brugte shampoo på plads, tørre spildt vand op og smid de brugte vat-rondeller ud. Så er der færre steder bakterierne kan gemme og formere sig – og desuden kommer badeværelset til at se pænere ud.

Ved hele tiden at holde snavset i bund, er det også nemmere at gøre rent generelt.

Vær opmærksom på badeværelsets ”høj-risiko-områder”

Der er enkelte steder på badeværelset, som helt naturligt er særligt fyldte med bakterier. Det er de steder, der er i kontakt med beskidte hænder.

Toiletknappen

Uanset om dit toilet trækkes ud ved hjælp af en dækplade i væggen eller en knap på toppen af cisternen, er området til aktivering af træk-og-skyl særligt bakteriefyldt. Det skyldes, at hænder der lige har været i kontakt med de beskidte toiletpapir føres direkte herop uden forudgående aftørring.

Din sæbedispenser

Lige efter toiletbesøg, eller i andre situationer hvor du har brug for at vaske hænder, er disse fyldt med bakterier. Disse aflejres dermed helt naturligt på din sæbedispenser. Når du gør rent, så husk derfor at rengøre trykknappen eller dispenserhåndtaget ligesom du ville rengøre resten af badeværelset.

Du kan med fordel vælge en sæbedispenser, der er nem at rengøre eller en type med sensor, der kan aktiveres helt uden berøring. Find et stort udvalg af sæbedispensere på Katoni.dk

Vandhanens håndtag

Håndtaget på vaskens armatur er også ofte fyldt med bakterier – af samme årsag som sæbedispenseren er det. Vær derfor også omhyggelig med at rengøre dette, og gerne dagligt.

Det er desuden en god idé at undgå at berøre den beskidte vandhane med dine nyvaskede håndflader. Så bremser du nemlig en del bakteriespredning. Er du på et offentligt toilet, så luk vandhanen med dit brugte papirhåndklæde. Er du derhjemme, så luk i stedet vandhanen med håndryggen eller albuen, hvis du har mulighed for det.

Affaldsspanden

Hvis din affaldsspand ikke er betjent med en fodpedal, vil kanten af låget – eller håndtaget som du griber fat i – også være fyldt med bakterier fra den beskidte ble, tilsmudsede engangsvaskeklude eller det, du ellers smider væk. Husk derfor at vaske hænder, hver gang du har smidt noget ud.

Gulvet i umiddelbar nærhed af toilettet

Selvom du måske ikke selv rammer ved siden af, når du er på toilettet, kan det være dine gæster gør det. Også i forbindelse med udskylning i toilettet kan det sprøjte en smule og beskidt vand dermed stænke lidt på gulvet.

Husk derfor at rengøre gulvet foran toilettet, når du gør badeværelset rent. Så flytter du ikke bakterier fra toilettet via fodsåler og sokker rundt i den øvrige bolig.

Undgå overflytning af bakterier under rengøring

Den nemmeste vej til god hygiejne på badeværelset sker gennem bremsning af bakteriespredning. Ikke kun i løbet af ugen, hvor du bruger badeværelsets inventar, men også i forbindelse med rengøring.

Du skal derfor have gang i flere klude, når du gør badeværelset rent. Så kan du smide hver enkelt klud til vask, når den har udført sin opgave.

Brug derfor én klud til vasken, en anden til vandhanen og en tredje til toilettet. Så flytter du ikke bakterierne rundt.

Skift håndklæder flere gange ugentligt

Bakterier trives fremragende i fugtige miljøer. Dem findes der helt naturligt mange af på badeværelset og håndklæderne er et af dem. Her efterlader vandet fra de nyvaskede hænder fugt i stoffet – og samtidig også en lille mængde bakterier som afvaskningen ikke fjernede. 

Du kan derfor også holde en god hygiejne på badeværelset ved at udskifte håndklæderne med jævne mellemrum og mindst 2 gange om ugen. Flere, hvis I er mange i husstanden.

Gem tandbørsten væk og skift den ud jævnligt

Din tandbørste skal ind i din mund og er derfor meget vigtig at holde ren. Det gør du allernemmest ved at sætte den væk i et skab eller lægge den i en skuffe (i eksempelvis en ren plastikkurv).

Så bliver den ikke udsat for andre bakterier end dem, der er i din egen mund. Husk i øvrigt også at rengøre det glas eller den beholder, du har din tandbørste stående i. Sørg desuden for at udskifte din tandbørste jævnligt og gerne en gang i måneden.