Sådan får du et bedre indeklima i boligen
Det er bestemt værd at undersøge, hvordan du selv kan forbedre dit indeklima. Faktisk kan du med ganske få tiltag i hverdagen forbedre dit indeklima markant. Et godt indeklima er godt for dit generelle helbred og velbefindende, og så forebygger det dyre og kedelige udgifter som fugt og råd. Læs med her, og find ud af, hvordan du selv påvirker dit indeklima.
Hovedet gør ondt, huden klør, og du går og småhoster lidt. Er det mon en virus? Indeklimaet er ikke nødvendigvis det første vi giver skylden, når vi oplever ubehag. Måske fordi vi ikke direkte kan se indeklimaet, medmindre det viser sig i form af store fugtplamager på væggene. Men faktisk så har indeklimaet rigtig stor betydning for vores helbred.
Vidste du, at vi bruger en tredjedel af vores liv i soveværelset? Og hertil kommer de timer, hvor vi hygger i stuen, laver mad eller andre ting. Sagt på en anden måde, så er de fleste af os i hjemmet i rigtig mange timer hver dag. Derfor kan det betale sig at investere lidt tid i den luft, vi indånder derhjemme.
Dårligt indeklima i boligen skyldes ofte dårlig udluftning, for meget fugt og manglende opmærksomhed på de ting, der virkelig har betydning for klimaet i vores bolig.
Læs videre, og find ud af mere om, hvad et dårligt indeklima er, og om du har symptomer på, at der er noget galt med klimaet i din bolig.
Hvad er et dårligt indeklima?
Dit hjems indeklima bliver påvirket af mange forskellige ting. Kort fortalt er et dårligt indeklima, når skadelige partikler blander sig med kemi og støv. Sammen skaber det nemlig en dårlig luft i dit hjem, som du så indånder hele døgnet – eller i hvert fald i mange timer.
Vi tilbringer næsten alle en masse timer i døgnet indenfor i vores bolig. Selvom vi er ude at gå hver dag, er det stadig kun en brøkdel, i forhold til de timer vi er hjemme. Med så mange timer indendørs er der ikke noget at sige til, at luften i vores bolig har betydning for vores helbred.
Skadelige partikler i luften kan komme fra nye møbler, maling, madlavning, fugt i væggene eller hår og skæl fra kæledyr.
Et dårligt indeklima kan vise sig ved, at du udvikler forskellige symptomer. Alle reagerer forskelligt, og hos nogle vil visse symptomer være mere fremtrædende end hos andre. De typiske tegn på dårligt indeklima er:
- Hovedpine og kvalme
- Ekstra træthed
- Irritation og koncentrationsbesvær
- Hoste
- Kløende og tørre slimhinder, for eksempel i næsen
- Udslæt på huden
De nævnte symptomer er de mest almindelige, som vi næsten alle døjer med fra tid til anden. Især i vinterens tørre luft og radiatorvarme. Men hvis vi ikke gør noget ved det, eller symptomerne ikke forsvinder, kan det udvikle sig til mere alvorlige sygdomme.
Det er derfor en god idé at sætte ind og forebygge et dårligt indeklima. Hvis dit indeklima allerede er dårligt, så er det med at komme i gang med at forbedre det.
Heldigvis kan du selv gøre meget for at komme dine symptomer til livs. Læs næste afsnit, og få nemme og konkrete råd til at få et bedre indeklima i boligen.
Sådan får du et godt indeklima
Et godt indeklima kommer ikke helt af sig selv, men med ret få tiltag kan du gøre en hel del. Det behøver ikke at koste dig hverken en renovering eller dyre investeringer at ændre klimaet i din bolig. Du kommer nemlig rigtig langt ved blot at ændre dine vaner i hverdagen.
De vigtigste tiltag mod et godt indeklima er:
- Lav gennemtræk 2 x 5 minutter hver dag
- Tænd emhætten, når du laver mad
- Gør rent hver uge uden unødig kemi
- Undgå rygning og stearinlys indenfor
Som det står beskrevet tidligere i teksten, så har indeklimaet i boligen en hel del at sige om vores helbred og velbefindende. Det kan derfor godt betale sig at investere tid og penge i dit indeklima. Selvom det hjælper meget at lufte ud, gøre rent og kvitte cigaretterne indenfor, så kan det i nogen tilfælde betale sig at investere i produkter, der forbedrer dit indeklima.
Det gode ved at gøre noget ved dit indeklima er, at det virker ret hurtigt. Brug et par timer på at gøre rent, luft grundigt ud, og du vil allerede kunne mærke en forskel.
I det følgende kan du læse en masse gode råd og konkrete tiltag, du nemt selv kan implementere i hverdagen for at få et godt indeklima.
Husk at læse afsnittet om pollenallergi, hvis du er allergiker. Så er der nemlig nogle ting, du bør være ekstra opmærksom på.
Luft ud
Åbn vinduerne på fuldt gab i cirka 5 minutter to eller tre gange dagligt. Det er langt mere effektivt end at have et enkelt vindue på klem dagen lang.
Gør det til en vane hver morgen og aften, men også gerne efter madlavning og bad.
Er du bekymret for om luftfugtigheden er for høj i din bolig, er det en god idé at måle den. Det kan du gøre med et hygrometer.
Det er en lille investering, som hurtigt kan give dig et indblik i luftfugtigheden i for eksempel stue og soveværelse, hvor du opholder dig meget.
Når du laver mad
Mados skaber skadelige forbrændingspartikler, der hurtigt kan brede sig til hele hjemmet. Det er derfor vigtigt at tænde emhætten, når du laver mad og lukke dørene til soveværelse og børneværelse. I de rum, hvor I sover, er indeklimaet næsten det vigtigste. Her opholder I jer jo i mange timer i træk.
Undgå unødige kemikalier
Rengøring med kradse kemikalier og parfume eller andet kan hurtigt skabe skadelige dampe og partikler i luften. Det hele er med til at skabe en cocktail, der hurtigt bliver til et dårligt indeklima. Gør det derfor til en vane at gå udenom kemi, når det ikke er nødvendigt.
Helt konkret betyder det, at du kan tørre støv af med en klud vredet op i rent vand frem for at spraye overfladerne med rengøringsmiddel først.
Når du engang i mellem skal bruge rengøringsmidler, så gå efter dem med Svanemærket. Produkter får kun Svanemærket, hvis de lever op til strenge krav og et minimum af kemi. Desuden er de mere skånsomme mod miljøet.
Støvsug, og gør rent
Du kommer ikke uden om rengøring. Gør det til en vane at støvsuge, tørre støv af og vaske gulvet en gang om ugen. Luft gerne grundigt ud bagefter. Det vil virkelig gøre underværker, hvis du har et dårligt indeklima.
Er du typen, der virkelig hader at støvsuge, så kan du lette opgaven med en god robotstøvsuger. Det kan stadig være nødvendigt at støvsuge grundigt med en almindelig støvsuger, men robotten kan tage det værste i hverdagene.
Hold dit soveværelse ekstra rent
Fordi vi tilbringer så mange timer i soveværelset, er det ekstra vigtigt at holde dette rum rent og fri for støv og fugt.
Selvom det er en sur pligt, så er det vigtigt at rykke sengen ud, og få støvsuget under den. Her samler der sig meget støv, som vil genere dine luftveje i søvnen. Vask sengetøjet på minimum 60 grader for at fjerne husstøvmider. Og husk at lukke døren til soveværelset, når du laver mad, så du undgår mados i rummet.
Undlad at tørre tøj inden døre
Giv tørretumbleren en pause, og hæng tøjet til tørre ude i haven. Især om sommeren vil tøjet være tørt lynhurtigt og endda dufte dejligt at frisk luft. Når du tørrer tøjet udendørs, sparer du også miljøet, fordi du ikke bruger strøm.
Har du ikke andre muligheder, end at tørre tøjet indenfor, kan du overveje at købe en affugter, der sørger for at fjerne overflødig fugt fra rummet. Du vil nok blive overrasket over, hvor meget vand den opsuger i løbet af blot få timer, hvis du tørrer tøj indenfor.
Drop tobak og stearinlys
Det er efterhånden slået fast, at rygning er en dårlig idé, og i særdeleshed indenfor. Ikke nok med at røgen lugter og farver væggene – de skadelige partikler trænger ind i møbler og andet inventar og kan blive siddende i årevis.
Partiklerne kan give alle symptomer på dårligt indeklima og kan i sidste ende føre til mere alvorlige tilstande som kræft eller leverskader.
Vidste du, at et levende lys udsender massive mængder af skadelige partikler? De ellers så hyggelige lys udleder samme skadelige røggasser som biler. Kom et skridt tættere på et godt indeklima ved at udskifte lysene med LED lys eller helt droppe lysene.
Maling og nye møbler
Vær opmærksom på, at maling og nye møbler er fyldt med skadelige partikler. De vil spredes i hjemmet i ugevis efter indkøb. Det er derfor ekstra vigtigt med grundig udluftning i denne periode. Du kan også vælge at købe brugt for helt at undgå partiklerne fra nye møbler.
Skal du male, så gå efter noget miljøvenlig maling, hvor de skadelige partikler er minimale.
Tænd for varmen – i alle rum
Det er fristende at spare på varmen ved at slukke helt for den i et rum, som du måske alligevel ikke benytter. Men faktisk er det bedst at holde en minimumstemperatur på 18 – 20 grader i alle rum – også dem, du ikke bruger.
Hvis et rum er markant køligere end andre rum i huset, skabet det grobund for fugt og senere måske råd og skimmelsvamp. To ting, der virkelig står i vejen for et godt indeklima.
Du kender til fænomenet duggede ruder, når varmt og koldt mødes. Det samme sker faktisk på dine vægge – du kan bare ikke se det. Undgå derfor at slukke helt for varmen i dele af boligen.
Døjer du med fugt i kælderen, så kan du forebygge et dårligt indeklima ved at investere i en affugter. Den suger overflødig fugt fra luften, hvilket effektivt forebygger for meget fugt. Find den rette affugter her.
Har du kæledyr?
Pelsdyr som hunde, katte og gnavere vil uundgåeligt skabe mere støv i hjemmet. Hår og skæl fra vores firbenede venner er med til at skabe et dårligt indeklima. Hvis du er allergiker, kan du måske slet ikke tåle at have dyr i hjemmet.
Men hvis ikke du døjer med allergi, kan du sagtens beholde din hund, kat eller gnaver, selvom du har dårligt indeklima. Det kræver blot ekstra rengøring.
Støvsug 2 – 3 gange om ugen, og undgå for mange tæpper i huset, da det kan være svært at få al håret væk fra dem. Det er også en god idé at vaske gulvet hver uge. En vask af selve dyret kan også midlertidigt reducere fældning og støv.
Du kan også vælge at investere i en luftrenser, hvis du virkelig ønsker at komme den dårlige luft til livs. En luftrenser kan fjerne dyrehår og støv fra luften, hvilket i mange tilfælde vil gøre det dyrevenlige hjem mere allergivenligt og give et langt bedre indeklima. Find den rette luftrenser her.
Hvis du er pollenallergiker
Flere og flere lider desværre af græs- eller pollenallergi, hvilket kan været til stor gene i sommerhalvåret. Støv og pollen udefra kan være med til at forværre indeklimaet.
Det gælder derfor om at lade være med at lufte ud midt på dagen, hvor der er mest pollen og græs i luften. Luft derimod ud tidligt på dagen og sent om aftenen. Åbn også gerne vinduerne efter regnvejr, da støvet så har lagt sig.
Pas også på med at tørre tøj udenfor i sommerhalvåret. Hvis du får masser af pollen i dit dynebetræk, vil det uundgåeligt forværre din allergi og dit indeklima.
Et godt indeklima er en god investering
At gøre rent, tørre støv af og lufte ud er måske ikke de sjoveste aktiviteter, du kan komme på. Det er i hvert fald nemt for de fleste at bruge tiden på noget andet.
Men husk, at det er en virkelig god investering i dit eget og din families helbred. Når først du har fået de gode vaner, så vil du ikke længere tænke så meget over det.
Et godt indeklima vil på sigt give dig og alle andre i boligen en bedre livskvalitet og gode forudsætninger for at forblive rask.