Tre gode brætspil for hele familien
Sommeren er ved at gå på hæld og dagene er igen ved at blive kortere. Snart bliver det atter tid til at trække i den varme sweater og tænde stearinlysene for at holde mørket lidt på afstand. Men efteråret er dog ikke kun gråvejr, regntøj og varme sokker - det er også en tid, der først og fremmest indbyder til samvær, sjove spil og hyggelige eftermiddage tilbragt i familiens skød.
Når brætspillene skal trækkes frem, er det dog vigtigt, at alle kan være med. Det er jo knap så sjovt at spille, hvis familiens mindste må nøjes med at kigge på, fordi reglerne er for indviklede til, at de kan følge med. Derfor får du her tre bud på gode brætspil, som er underholdende for både store og små.
Myretuen
Dette brætspil er efterhånden blevet til lidt af en familieklassiker, men det er der en god grund til. Myretuen er nemlig både sjovt og uforudsigeligt, og egner sig perfekt til spillere i alle aldre. Selv familiens allermindste kan sidde tilbage som den ubestridte sejrherre, når spillet er forbi.
Du vinder spillet ved at blive den første, der får samlet en dronning. Det gør du ved at samle modstandernes myrer. Det er dog langt fra altid, at du kan fange de myrer, du har udset dig. Du spiller nemlig med magnetiske brikker, som enten tiltrækker eller frastøder de andre myrer - og hvis du ikke er forsigtig, kan du hurtigt ende med selv at blive fanget.
Catan
Hvis du er en erfaren brætspiller, så kender du måske allerede Catan, også kendt som Settlers. Strategispillet, hvor du skal bygge en velfungerende koloni på en fjern ø, kæmpe om ressourcer, bytte og handle - og måske stå tilbage som vinder, når røgen lægger sig.
Spillet egner sig til børn fra 10 år og op, men der findes for eksempel også Catan Junior, som egner sig til børn fra 6 år. Der findes også flere udvidelser til originalspillet, som gør det endnu sjovere og mere afvekslende at spille.
Alias
Så er det om at få mundtøjet på gled og aktivere de små grå. Brætspillet Alias er en sjov og udfordrende omgang hjernegymnastik, hvor du skal forklare ord til dine medspillere. Det lyder måske enkelt nok, men det bliver hurtigt svært, når du skal gøre det på tid - og i øvrigt ikke må bruge selve ordet, som de skal gætte. Spillet er både sjovt, udfordrende og lærerigt.
Det originale spil egner sig til børn fra 8 år, men hvis det skal være en smule nemmere og sjovere at spille med for familiens yngste medlemme, så findes Alias skam også i både en børne- og en familieudgave.