Spar penge på elregningen

Der er mange faste udgifter forbundet med at have en husholdning. En af disse er elregningen. 

For mange af os er elforbruget dog ikke noget, vi skænker mange tanker. Måske fordi det er blevet til en naturlig del af livet, at der kommer elektricitet ud af hjemmets stikkontakter – og man derfor ikke behøver forholde sig til det.

For mange husstandes vedkommende kan der dog være penge at spare på elregningen. Både gennem nye, bedre vaner for familiens strømforbrug og ved at gå jeres valgte elselskab og el-aftale efter i sømmene.

Spar penge på elregningen i køkkenet

Køkkenet er et af de steder i hjemmet, der bruges mest strøm. Her kører køleskabet og eventuelt fryseren i døgndrift og flere gange om dagen tilberedes der i én eller anden form måltider.

Derfor er brødristeren og kaffemaskinen tændt om morgenen, røremaskinen om eftermiddagen til kaffebordets kage og komfuret eller ovnen til aftensmåltidet.

Det kan alt sammen mærkes på elregningen.

Du kan dog med nogle få nemme tips gøre forbruget af el en lille smule mindre i køkkenet.

Udnyt ovnen optimalt

Ovnretter, brød og stege kan sagtens sættes i en kold ovn. Dermed sparer du den elektricitet ovnen ellers ville have forbrugt i forbindelse med opvarmning af ovnrummet.

Det går ikke ud over kvaliteten af måltidet og du sparer på dagsbasis omkring 10 minutters strømforbrug på denne måde.

Udnytter du samtidig ovnens eftervarme, kan du yderligere skære nogle minutter af forbruget. Nyere ovne kan nemlig holde en stabil temperatur i ovnrummet i 10-15 minutter efter ovnen er slukket.

Således kan du derfor slukke for ovnen et kvarter før brødet er færdigbagt eller stegen færdigstegt.

Brug køleskabet med omtanke

Hvis køleskabet er fyldt, skal det arbejde hårdere for at nedkøle og bevare en lav temperatur. Hvis du undlader at sætte ting i køleskabet, som ikke behøver være der, kan du derfor også spare penge på elregningen.

Gør det derfor til en vane kun at sætte de drikkevarer på køl, som du reelt forbruger på et par dage. Hold ligeledes gerne uåbnede ketchupflasker, marmeladeglas og konserves ude fra køleskabet.

Vælg A-mærkede hvidevarer

Jo højere energimærkning, jo lavere elforbrug. D er den dårligste mærkning og A+++ den bedste. Ved at vælge hvidevarer i en høj energiklasse, kan man således på sigt spare penge på elregningen.

Særligt i forbindelse med hvidevarer der kører konstant, giver det mening – som eksempelvis fryser og køleskab. 

Spar penge på elregningen i stuen

Også i stuen bruges der generelt meget el. Her står tv’et, tv-boksen og DVD’afspilleren og suger strøm hele dagen igennem, hvis de står på standby. Måske rummer stuen også en spillekonsol og et par opladere til telefoner og iPads.

Du kan dog også her spare penge på elregningen, ved at tænke lidt over din brug af de forskellige ting.

Træk opladere ud af stikkontakten

Selvom din telefonoplader ikke er tilsluttet en smartphone, kan den stadig forbruge strøm. Det er ikke alle typer, der gør det – men særligt ældre opladere uden elektronisk styring, kan fortsætte med at trække strøm, så længe de sidder i stikkontakten.

Forbruget pr. oplader kan løbe op i omkring 40 kroner om året. Det er naturligvis ikke en formue, men med mange opladere i hjemmet, kan det løbe op. Det gælder nemlig ikke kun opladere til telefoner, men også iPads, skruemaskiner, skægtrimmere og elektriske tandbørster.

Brug el-spareskinner

En nem måde at slå al elektricitet fra alle apparater på én gang, er ved at bruge en el-spareskinne. En el-spareskinne er en intelligent stikdåse med plads til flere stik på én gang.

El-spareskinnen sørger for, at strømtilgangen automatisk slukkes, hvis apparaterne sættes på standby. På den måde skal du ikke selv huske at slukke på væggen.

Sluk for dét, du ikke bruger

Det siger sig selv, at man lige så godt kan slukke for tv’et, hvis ingen kigger og lyset, hvis der ikke opholder sig nogen i rummet. Det kan dog være fristende at lade fjernsynet køre og lyset brænde i alle lamper, mens børnene puttes eller man tager et bad.

På et år løber det dog op i mange timers elforbrug, der ikke er blevet udnyttet men i stedet blot forbrugt. Og det kan mærkes på pengepungen.

Spar på elregningen udendørs

I det mørke vinterhalvår bruges der i mange hjem en del elektricitet udendørs. Her er der også penge at spare på elregningen, hvis man tænker en smule taktisk.

Brug lyssensorer

I en travl hverdag glemmer man nemt at slukke lyset udendørs, når hele familien er landet trygt hjemme efter en lang dag.

Bruger du lamper med lyssensorer, behøver du imidlertid slet ikke tænke over at tænde og slukke lamperne. Det sker nemlig automatisk: Lamperne tænder når der er bevægelse indenfor sensorens rækkevidde og giver lys – og slukker igen efter nogle få minutter.

Som en ekstra bonus kan lyssensorer også skræmme eventuelle indbrudstyve væk.

Køb solcellelamper

Solcellelamper bruger slet ingen el fra el-nettet. Udskifter du dine almindelige udendørs lamper med solcellelamper, kan du således også spare penge på elregningen.

Lamperne lades op i dagslyset og forbruger så af denne strøm om natten. De tænder i øvrigt automatisk, når det bliver mørkt.

Spar på julebelysningen

Det ser hyggeligt ud og skaber masser af stemning. Julebelysning trækker dog en del strøm fra elnettet og kan derfor også få elregningen til at stige i en i forvejen dyr måned.

Overvej derfor mængden af julebelysning. Måske kan du nøjes med lyskæder på to buske i stedet for alle? Måske kan du også udskifte lyskæderne til en mere energirigtig lyskilde som LED-pærer, der bruger mindre strøm?

Uanset hvad så knyt altid et tænd-og-sluk-ur til belysningen. Så tænder lysene automatisk, når det bliver mørkt og slukker igen, når det bliver lyst. Du kan også indstille uret, så det slukker i nattetimerne, hvor ingen ser belysningen og tænder igen et par timer, når det bliver morgen.

Lavere elregning med et andet elselskab

De fleste skænker det aldrig en tanke, at det er muligt at skifte el-selskab. Det er det dog – og det er i øvrigt ganske nemt.

Det er derfor en god idé at tjekke de enkelte el-selskabers priser og gerne holde dem op mod hinanden. På den måde kan du finde den el-leverandør, der er billigst i netop dit lokalområde og til dit el-forbrug.

Der er i Danmark frit valg af el-selskab og det er således muligt at vælge præcis den leverandør, man ønsker, uanset hvor i landet man bor. Du kan således sagtens vælge Energi Fyn selvom du bor på Sydsjælland – og SEAS-NVE, selvom du bor i Nordjylland.

Der findes også en række mindre elselskaber som Gasel.dk som leverer i hele landet. Her får du nogle af markedets mest gennemskuelige priser.