Sådan gør du din indretning unik

Dit hjem afspejler, hvem du er som person. Især hvis du formår at holde indretningen unik og helt din egen.

Mange personlige elementer i indretningen kommer helt af sig selv med tiden. Er du lige flyttet i et nyt hjem - og vil du gerne hjælpe det unikke præg i boligen lidt på vej – får du her en række nemme tips til personlig indretning.

Alle tager udgangspunkt i dig og de ting, du måske allerede ejer. Det gør det endnu lettere at få en unik indretning med udgangspunkt i den, du er. 

Personlige plakater

Ved at holde din vægpynt så unik som mulig, træder dit hjem ud fra mængden. Samtidig fortæller det også dine gæster noget om, hvem du er og beretter om dele af din livshistorie.  Som en ekstra bonus kan de personlige elementer også minde dig om stemninger, oplevelser, steder og personer du holder af.

En personlig plakat, du selv kan designe, er oplagt når indretningen skal gøres unik. Her kan du både få trykt dine yndlingsmotiver i form af fotos eller få skabt unikke citatplakater, der passer perfekt til dig og dit liv.

Hæng eventuelt plakaterne op i klynger på væggene, så de forskellige motiver både supplerer og understreger hinanden på den bedst mulige måde.

Træk dine personlige genstande frem

Måske er smykkeskrinet du fik i dåbsgave ikke så moderne at se på, men det er en del af din historie. Det samme gælder den vase, du har arvet af din oldemor – og den farvestrålende børnetegning fra din egen barndom.

I stedet for at gemme alle 3 ting væk, så giv dem plads i boligen.

Måske kan smykkeskrinet shines op med en pudsning og polering. Vasen du har arvet, er måske en smule gammeldags i sit udtryk - men hvis du kombinerer den med moderne indretningselementer i de samme farvenuancer, kan den få helt nyt liv.

Sandsynligheden for at den fremstår helt anderledes på dine hylder, end den tager sig ud i den støvede flyttekasse, er i øvrigt stor. Det samme gælder tegninger kreeret af en fantasifuld barnehånd: I den rigtige ramme får de masser af sjæl og charme.

Kombinér det trendy med det personlige

Der findes masser af lækre designelementer til boligen og der kommer hele tiden nye figurer, vaser og lysestager til på markedet.

Går du op i indretning, har du måske også et ønske om at eje nogle af tingene. Dermed får du ting ind i hjemmet, der ligner alle de andres. Det kan måske umiddelbart gå en smule i en anden retning, end mod en unik indretning. Men det behøver det ikke gøre.

Hvis du for eksempel placerer den moderne træfigur sammen med en retrovase fra din mors loft i samme farve, får begge dele et helt andet og personligt udtryk.

Du kan også vælge at bruge tingene anderledes, end de oprindeligt er beregnede til. Benyt vasen til dine køkkenredskaber eller så krydderurter i kaffekopperne. Du kan også fylde den runde vase med kaffekapsler eller placere en potteplante i en gammel gryde. Når det kommer til personlig indretning, er det nemlig dig selv, der bestemmer.