Hjemmearbejde – Sådan skaber du de bedste rammer for din hverdag

Hjemmearbejde har de seneste år vundet frem som en populær arbejdsform. Mange kan på den måde slippe for at pendle til og fra arbejde og dermed have mere tid til arbejdet og familien.

For at hjemmearbejde bliver en succes for både medarbejder og arbejdsgiver, er der flere ting, der skal spille. Alt lige fra arbejdsstationen og arbejdsstillingen til at få skabt gode rutiner er vigtige for, at hjemmearbejdet kan fungere.

Internet under hjemmearbejde

Den måske mest afgørende ting er internettet. Uden internet er der ikke adgang til dine arbejdsopgaver. Kommunikationen med dine kollegaer og ledere bliver også besværliggjort – det kan i den grad gøre dit arbejde mere omstændigt.

Det er derfor vigtigt, der er styr på internetforbindelsen, samt hastigheden på internettet.

De er de færreste, der har tålmodighed til langsomt internet. Især når Zoom-mødet hakker, online arbejdsplatformen går i stå eller hastemailen først tikker ind fem minutter efter deadline.

Det er derfor smart at gøre status over din nuværende internethastighed. Det kan gøres med Bredbånd.dks hastighedstest. Testen fortæller dig ikke kun din download-hastighed, men også om der er mange forsinkelser eller forstyrrelser undervejs – og din upload-hastighed.

Upload-hastighed

Når du skal vælge en ny internetforbindelse, skal du ikke kun undersøge, hvor hurtigt du kan hente filer og data fra nettet. I arbejdsregi er din upload – hastigheden du overfører filer fra din egen computer til internettet – mindst ligeså vigtig.

Det kan være afgørende, hvis du skal sende arbejdsopgaver tilbage eller deltage i møder online.

Hvis du arbejder hjemmefra – og skal bruge internettet – kan din arbejdsgiver desuden være forpligtet til at give de bedste arbejdsbetingelser. Men frem for at installere en separat internetlinje ind i dit hjem kun til arbejde, kan de i stedet bede dig om at bruge din arbejdstelefon. Det kan du blandt andet gøre via datadeling. Det kan du læse mere om her.

Psykisk trivsel

Psykisk trivsel er noget, mange er blevet opmærksom på efterhånden. Selvom hjemmearbejde kan gøre noget af arbejdslivet nemmere, kan det også have negative indvirkninger på din arbejdsglæde.

Da Coronavirussen ramte Danmark i foråret 2020 blev store dele af samfundet lukket ned. Det var for mange en stor omvæltning og ensbetydende med, at hjemmearbejde blev en del af den nye hverdag.

Det kan være det også var den måde, du arbejdede på i løbet af foråret – og måske stadig gør. Du var måske en af dem, der så nedlukningen af samfundet som en lille pause. For pludselig var der plads til at have en lille boble derhjemme.

Men efter et stykke tid gik det op for flere, hvor isolerende det kunne være at arbejde hjemmefra.

Samtalerne til frokost og ved kaffemaskinen var skiftet ud med Zoom-møder. Den minimale menneskelige kontakt vi var vant til at have med andre mennesker, satte sine spor og kunne måles på vores generelle trivsel.

Hvis du var en af dem, der synes det var svært at være alene med arbejdet derhjemme er du langt fra den eneste. Vores måde at leve og kommunikere på ændrede sig markant og det var ikke alle der kunne følge med.

Heldigvis nåede vi efter nogle måneder et vendepunkt, der viser at danskerne efterhånden har vænnet til livet efter coronavirussens indtog. Selvom møder over Zoom stadig afholdes, og vi skal holde afstand til hinanden, har de fleste fundet en balance mellem hjemmearbejde og det sociale.

I samarbejde med din arbejdsplads, kan du sikre din psykiske trivsel – så du er klar til at vende tilbage på kontoret, frisk og oplagt, når krisen endelig er ovre.